Urban Camper
Bo hos Urban Camper, hvis du har rykket teltpælene op, eller bare trænger til en weekend ”i det fri” i København.
Før du fraskriver dig Urban Camper grundet regnvejrsudsigter og myrekryb i mørket, bør vi slå fast: alle teltene står indendørs. Jep, den er god nok – hos Urban Camper har de skabt en hyggelig og urban atmosfære i bedste hostel-stil ved at opstille telte i deres store lokaler i Nordvest.
Alle telte har adgang til delte badefaciliteter, og private skabe. Der indgår let morgenmad, sengelinned og håndklæder i dit ophold, så for en campingtur at være, er det altså ret fine forhold. Der er fire forskellige telttyper; 4 sengs blandet sove(telt)sal, 4 sengs sove(telt)sal til kvinder, et privat telt til to og et privat telt til fire. Derudover har Urban Camper også ”almindelige” værelser, men hvorfor nøjes, når man kan ”sove under åben himmel”?
Foruden de naturtro sovefaciliteter byder Urban Camper på fællesområder med masser af plads til sang omkring lejrbålet og socialt samvær. Stemningen er uformel, og omgivelserne indbyder til snak over kolde fadøl, og mødet med nye mennesker. Fællesområdet har bar og diverse spil (Shuffleboard, bordfodbold etc.), og kan faktisk lejes, skulle man ville holde sit næste private arrangement, eller firmafest, ”i det fri”. Dette uden at man behøver være overnattende gæst i lejren.
Som noget ganske særligt tilbyder Urban Camper også, at deres gæster kan bo hos dem i en længere periode. Hvad enten du er studerende mellem boliger, eller visa-søgende tilflytter, kan de hjælpe dig på vej. De tilbyder særlige priser til længere ophold, og hjælper gerne med praktiske ting, som forvirrende processer til at få et CPR-nummer.