Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er nationalmuseum for naturen i Danmark og er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station i hjertet af København. Træd ind i de smukke mineralsale, rør ved en tons tung meteorit fra det ydre rum og gå på opdagelse i naturens verden i de skiftende særudstillinger.
Hvert år er Statens Naturhistoriske Museum vært for den berømte udstilling Wildlife Photographer of the Year, hvor du kan opleve de 100 bedste natur- og dyrefotos kåret på verdensplan. På museets førstesal kan du gå på opdagelse blandt krystaller og ædelstene i Mineralsalen. Se aktuelle og kommende udstillinger på www.snm.dk/udstillinger.
Museet har også en fin butik og en café med udsigt til Botanisk Have. Kombiner dit besøg på museet med en tur i den gamle have, hvor du kan udforske Danmarks videnskabelige samling af planter fra hele verden – fra sjældne kaktusser til cykader, der går helt tilbage til dinosaurernes tid.
Din museumsbillet er inden for 48 timer også gyldig til ét besøg i havens victorianske Palmehus, hvor du kan opleve regnskoven fra oven, og i sommersæsonen finder du farverige sommerfugle, der flakser rundt blandt spektakulære orkideer og ananasplanter i Sommerfuglehuset.