Mangia
I Bagerstræde på Vesterbro ligger den klassiske italienske restaurant, Mangia. Her kan du nyde den lækreste håndlavede pasta, dejlig italiensk vin og uformel, hyggelig stemning.
Hvis du længes efter italiensk stemning og hverken tiden eller budgettet rækker til en tur til støvlelandet, så kan vi varmt anbefale et besøg hos Mangia på Vesterbro. Vinbaren, Bevi Bevi’s, søsterrestaurant er nemlig et spisested efter vaskeægte italiensk tradition. Med tre italienske kokke i køkkenet fra henholdsvis Piemonte, Puglia og Marche, så er du garanteret velsmagende italienske klassikere i topklasse. Alt er lavet fra bunden, pastaen er håndlavet og vinen er naturligvis italiensk. Om du er til spaghetti med anderagout, parmigiana af aubergine med økologisk stracciatella eller måske grillet ottearmet blæksprutte med ristede kartofler og salsa mediterranea, så er der er lidt for hver en smag på Mangia.