Ishøj Dyrepark
Besøg Ishøj Dyrepark og kom helt tæt på nogle af kommunens mere langhårede beboere. Tag familien under armen og nyd de smukke omgivelser - eller fordriv tiden på parkens naturlegeplads.
En tur ud i Ishøjs grønne natur kan f.eks. gå til Ishøj Dyrepark ved Tranegilde. Området blev i sin tid brugt af Zoologisk Have til udsætning af dyr på rekreation, men i dag er det byens egne dyr, der går i indhegningen. Der er tale om skotske højlandskvæg, marskfår, dværggeder og landracegeder.
Arealet er på 30 tønder land og gennem-skæres af flere sammenhængende grus-stier.
Der kan ikke køres i bil i dyreparken.
I området er der borde, så man kan nyde madpakken i det fri.
Parkområdet har engang hørt ind under de kongelige vildtbaner. I udkanten af dyreparken mod vest står en vildtbanesten, et fredet nationalt mindesmærke, som blev sat af Christian VII i 1775 til markering af kongens eneret på jagten.
Ved indgangen til dyreparken står en flot, rød japansk inspireret portal. I 1912 - året efter Københavns Hovedbanegård blev indviet - skyndte Tivoli sig at rydde et hul i hegnet ud til Bernstorffsgade, så de rejsende kunne komme direkte ind i Tivoli. Her opstillede man denne fine træportal som nu kan ses her i Ishøj. Et stykke historisk design.