Designer Zoo
Designhus og -butik på Vesterbro med en lang historie og egen produktion. Et must for designshoppere i København.
I en flot restaureret villa midt på den travle Vesterbrogade ligger Designer Zoo. En butik og et udstillingssted med dansk design, eget værksted, en guldsmed og et keramikerværksted. Med egne ord et sted, hvor du under samme tag både kan lade dig inspirere og købe dansk design til dig selv og dit hjem.
Udover et bredt og varieret udvalg af produkter på hylderne bør du lægge vejen forbi Designer Zoo, fordi man her får en ret unik mulighed for at se tilblivelsen af produkterne og kunsthåndværk af husets egne designere og de mange tilknyttede designere – hvoraf næsten alle selv producerer deres varer i Danmark.
Andre oplagte oplevelser i nærheden er Cisternerne i Søndermarken, den smukke Frederiksberg Have, den evigt hyggelige Værnedamsvej og en masse af Vesterbros spændende butikker. Alt sammen ligger inden for en kilometer fra Designer Zoo.