Andersen & Maillard
I et gammelt banklokale i hjertet af Nørrebro huserer Andersen & Maillard, en kombineret café, kafferisteri og exceptionelt god bager.
Hos Andersen & Maillard, der ligger midt på pulserende Nørrebrogade er der to ting der er i højsædet. Exceptionel kaffe, der ristes på location, og umanerligt godt bagværk, der kreeres af Milton Abel, der tidligere har begået sig på restauranter som Noma og Amass.
Kaffen bliver slynget afsted fra den enorme tre-gruppers amerikanske Synesso espressomaskine, fra batch brew eller en Aeropress. Og der er ikke langt fra risteriet til kaffebaren, der nemlig kun ligger 10 meter væk i den anden ende af lokalet. Så kaffen er frisk, og af specialty grade.
Kaffen kan nydes akkompagneret af noget af byens bedste bagværk. Brød serveret med hjemmelavet smør og god ost eller det helt store trækplaster; de himmelske croissanter, der tilmed serveres med hjemmelavet soft-ice om sommeren.
Udover deres kaffebar og risteri på Nørrebro har Andersen & Maillard også åbnet et bageri op i flotte omgivelser på adressen Antwerpengade 10 i Nordhavn og Ny Østergade 15 i Indre by.