©  Foto:

Flyvergrillen

Forenden af Amager Landevej, sådan helt op til hegnet ind til landingsbanerne, ligger Flyvergrillen. Historisk samlingssted for fly-entusiaster og hjertekært udflugtsmål for mange familier gennem tiden.

Det opstod som en fiks ide den dag i 1972, da Carsten og Inger Lis Pedersen var ude og kigge på fly ved Københavns Lufthavn. Ideen blev til virkelighed, og hvad der startede som ishus er sidenhen blevet en velbesøgt grillbar - lige dér for enden af landingsbanerne. 

Selvom ejerne sidenhen er skiftet, serverer de stadig fastfood og grillmad på Flyvergrillen. Her er plads til ukuelig kærlighed til de store bevingede maskiner, og børnene kan holde skarpt øje med flyene fra legetårnets udkigspost. 

Når vejret tillader det, kan I nyde maden og udsigten fra terrassen foran Flyvergrillen.